Foto: photo-Andersen.dk

Så har ishockeydommer.dk igen været på banen, og fanget en dommer i dansk ishockey for en snak om løst og fast. Denne gang er det linjedommer i U15 og U17, Eske Friis Eskesen, der er vendt tilbage til dommergerningen efter nogle års pause på grund af han fik den ondskabsfulde sygdom Sklerose.

 Hvor gammel er du?

Jeg er 42 år eller 15.548 dage i skrivende stund

Hvad er din Civile status?

Jeg bor i Esbjerg sammen med min kommende kone Maria Jensen, hendes datter Mea samt vores fælles barn Magne. Plus diverse mus, katte, kaniner osv.

Hvornår startede du med at dømme, og hvad var baggrunden for at blive ishockeydommer?

Da jeg startede med at dømme, var det pga en slags udfordring sammen med en ven i 2001, at vi ville melde os ind i dommerklubben bare for sjov og se hvem der ville holde ud i længst tid. Han sprang fra efter halvanden sæson, så jeg vandt 😀 Vi dømte vildt mange kampe i Esbjerg det første år, alt fra u8 til jyllandsserie og havde kun en håndfuld kampe hver fra DIU, Det var så dengang vi fik vores kampe på et brev med posten den første i måneden, med vores kampe på og et afkrydsningsfelt hvis man ikke kunne, og så skulle den sendes retur til DIU 😀 langsom process 🙂 Men jeg blev ret så glad for dommer tjansen, så jeg blev ved og det endte da også efter en del år, med at jeg kunne dømme i 1. division. Dog nåede kun lige under 2 sæsoner her inden jeg blev syg, (Sklerose red) og måtte droppe det hele. Det blev heldigvis med god træning og god medicinering til at det kun var en pause på godt 3 sæsoner. Jeg kan ikke få nok af at være i en ishockeyhal. Jeg elsker duften af isen, jeg føler ligesom stemningen fra den sidste kamp der er blevet spillet i en given hal når jeg står i den. Har brugt så mange år af mit liv i ishockeyhaller, og hvis ikke på is, så som hjælper eller i speakerboks, ja simpelthen alt, og jeg talte lidt med bla. Jacob Grumsen,Søren Reis, Rene Vejs Jensen og diverse andre dommere, og tænkte det ville jeg også prøve, så kunne jeg få endnu flere timer i hockeyhallen.

Hvad er din største oplevelse som dommer?

Syntes at alle kampe jeg har dømt og dømmer har deres egne største oplevelser 🙂 Jeg er glad for de 2 år i 1 div. Jeg kunne liste mange i mine øjne super skarpe kald fra mine snart 14 år i trøjen, eller komme med anekdoter fra dengang 🙂 men sådan nogle gemmer vi til omklædningsrummet.

Hvad mener du kendetegner en god dommer og en god kollega?

For mig er en god dommer en som ikke er bleg for at bruge et par extra minutter med sit team for at sikre at det rigtige kald bliver lavet. En som bakker op selv ved at tvivlsomt kald.  En som altid støtter op både før, under og efter kampen. Kan være de små ting i kampen som hjælper, bare det at en siger “godt kald” til en, eller fortæller en dårlig joke under et spilstop.

Hvornår fik du konstateret sklerose?

August 2006 blev jeg delvist lam i højre side af kroppen, og man formodede at det var en blodprop i hjernen og jeg måtte genoptræne i et halvt år, og så var jeg på is igen. Efteråret 08 skete det samme igen, og jeg troede at jeg var døden nær, men fik så der den rigtige diagnose Multipel Sclerose (MS). Var en ambivalent følelse, jeg var glad fordi jeg ikke skulle dø indenfor de næste 5 år, men vidste samtidig at MS langsomt vil tage min førlighed fra mig, spørgsmålet nu var, KUNNE jeg genoptrænes igen, og hvornår kommer næste udfald, og hvornår mister jeg førligheden permanent. De sidste 2 er spørgsmål alle med MS stiller sig selv flere gange dagligt. Jeg valgte at stoppe alt hvad jeg lavede og blev deprimeret, men valgte så hen af vejen at fokuserer på mig selv og min fremtid. Prisen var høj men jeg fik ro på sygdom, ordentlig medicinering efter 2 år med fejl medicinering, og nyt arbejde, ny kæreste/kommende hustru og fandt vejen tilbage til dommergerningen. At være en dommer med MS er virkeligt en udfordring kontra FØR første udfald. Skulle bruge det første år efter mit comeback på at finde ud af at bevæge mig på skøjter uden at jeg skulle tænke over mit meget kraftnedsatte højre ben og tendens til dropfod. Det ser ikke videre kønt ud når jeg skøjter rundt derude, men jeg fandt en måde at gøre det på, ved at stoppe med at prøve at få det til at se pænt og nydeligt ud, så nu kunne jeg bruge mit fokus rigtigt, og ikke på hvordan det ser ud når jeg bevæger mig, men fokus er på hvad der sker i kampen og at lave de rigtige kald på de rigtige tidspunkter.

Hvordan har sygdommen påvirket din dagligdag?

Som sagt nedsat styrke i højre ben samt tendens til dropfod (gør at min ankel kan sitre) er ikke noget jeg mærker meget til i hverdagen, kun lidt når jeg motionerer. Den ting som påvirker mig mest er kronisk udmattelse, som for mig slår ind når jeg har været vågen i 7-8 timer og giver en fornemmelsen af at have bly bundet på hænder og fødder, kan for det meste ordnes med en “powernap” ellers har jeg piller som kan bruges.

Hvad har du gjort for at kunne komme tilbage til sporten ifht din sygdom.

Noget af min egenordineret genoptræning efter det andet udfald, var at jeg købte kæmpe store Lego Technic biler og brugte det til at genoptræne hånd og arm med, helt ned til noget så simpelt som pincetgreb. (jeg vil sværge på at det er udelukkende for sygdommens skyld at jeg har de 4 store lego biler og lastbiler :D), samt en masse timer hos min fysioterapeut til at få trænet de rigtige muskler i forhold til at være ishockeydommer.

Hjælper ishockeyen dig ifht din sygdom?

Ishockeyen giver mig så meget, får motion og holder hovedet og sindet skarpt, samt giver mig en følelse af at jeg da langtfra er “game over” endnu. Sammenholdet med mine kollegaer og opbakningen giver mig et løft og et håb om at der nok skal være mange år i mig endnu på isen.

Hvad er dit fremtidige mål som ishockeydommer?

Jeg har flere, jeg vil fortsat træne og arbejde på at kunne yde alt hvad jeg er i stand til. Jeg har i alle min år aldrig været udtaget til eller bare haft 1 kamp til et DM med 3 dommer system. Det ville nok være min drøm at nå det inden det skulle være slut. Men mit mål må være at blive supervisor for bredden. Det må jo også være realistisk, er jo ikke sikkert jeg kan blive ved til jeg når Søren Helbos pensions alder 😀   Jeg vil sige tak for snakken til Eske, og for at han ville deltage samt dele lidt om hvordan det er at være i sporten med den ondskabsfulde sygdom, Sklerose. God vind fremover, og et ønske om at du vil kunne opnå dine sidste mål.