Trin 3
- Seminar for division og U19/talent
Trin 3 består af 25 personer, som skal dække kampe i 1. division og U20. Med det niveau som 1. division er ved at nå i Danmark, hvor især slutspillet er meget intenst vil dette trin skulle være målet for en stor del af de danske dommere – også pga. det begrænsede deltagerantal på Trin 4. At være Trin 3 dommer skal ikke betragtes som værende af mindre værdi for dansk ishockey end at være Trin 4 dommer. Trin 3 vil for en del af de nye dommere være ståstedet inden en plads på Trin 4 er opnåelig hvorfor de dommere, for hvem Trin 3 anses som værende deres topniveau, også har en stor opgave omkring uddannelse af fremtidens elitegruppe. Endeligt vil Danmarks Ishockey Unions dommerudvalg sætte mere fokus på anvendelse af supervisorere til Trin 3 kampe.
Gruppen vil derfor være blandet og vil primært bestå af personer, der:
• Har erfaring med højere ligaer og er på retrætekurs
• Har tilhørt talentgruppen, men som selv har valgt elitegruppen fra og er gledet ud af talentgruppen
• Har kvaliteter, der dækker dette niveau, men som ikke spås en videre karriere via talentgruppen
Trin 3 skal dække den primære rekrutteringsbase i løbet af sæsonen, både ved akutte behov for oprykning til Trin 4 og ved længeresigtede udskiftninger af medlemmer fra elitegruppen.
Det påtænkes at afholde ét to-dages seminar for dette niveau. Endvidere vil gruppen skulle deltage i de fysiske tests der afholdes ifm. Trin 4 seminaret for at få udarbejdet en fysisk profil, som kan anvendes ved evaluering af personen i sommerpausen.
Det skal være målet for alle dommere at komme på Trin 4; men med det begrænsede antal pladser og de større krav til det enkelte medlem vil det være et fåtal der faktisk når målet. For disse skal Trin 3 være acceptabelt og det skal nu være tilfredsstillende at fungere på Trin 3.
Talentgruppe
Der skal defineres en årlig talentgruppe, der ved sæsonafslutning skal fungere som det primære rekrutteringssted for nye medlemmer til Trin 4. I løbet af sæsonen vil rekrutteringsstedet for Trin 4 være alle Trin 3 dommere, men ved sæsonafslutning skal Talentgruppen granskes først for potentielle oprykkere inden de øvrige Trin 3 dommere indlemmes i rekrutteringsbasen.
Talentgruppens medlemmer engageres for én sæson ad gangen og vælges efter Trin 3 seminaret ud fra følgende tese:
"en person, der viser tegn på talent på hhv. fysiske, faglige og skøjteløbsmæssige områder og udviser engagement og interesse for at blive dommer i konstant udvikling med det mål at blive den bedste."
Dommeren skal informeres om sin status og potentiale og have muligheden for selv at vælge sit ambitionsniveau. Talentgruppen vil skulle deltage i den fysiske opfølgningstest før slutspillet med Trin 4 dommerne og vil endvidere skulle deltage på maks. 4 dages yderligere uddannelse i løbet af sæsonen. Indholdet af denne uddannelse er endnu ikke defineret, men kan f.eks. være kommunikations-, ledelses- eller samarbejdskurser. Det er målet, at talentgruppens medlemmer i fremtiden skal sætte standarden for danske topdommere – nationalt såvel som internationalt, hvorfor der er en uskreven aldersgrænse for medlemmerne så de stemmer med IIHFs politikker om optagelse af nye dommere i international sammenhæng. Danmarks Ishockey Unions dommerudvalg vil dog kunne anvende talentgruppen til ældre dommere, der netop udviser talent, f.eks. ved skifte fra LD på Trin 4 til HD på Trin 3 og hurtigt skal op ad karrierevejen igen.
Talentgruppens medlemmer vil oftere modtage input fra dommersupervisorer i løbet af turneringen.
Det er et krav for deltagelse på Trin 3, at deltagerne er medlem af Dansk Ishockey Dommerklub.
Omkostningerne til afholdelse af Trin 3 afholdes af Danmarks Ishockey Union. Der vil dog være en mindre deltagerbetaling.
For yderligere oplysninger henvises til Danmarks Ishockey Unions kontor via e-mail ishockey@ishockey.dk eller Dansk Ishockey Dommerklub info@ishockeydommer.dk.
Dansk Ishockey Dommerklub

