De efterfølgende politikker er udarbejdet af bestyrelsen for Dansk Ishockey Dommerklub og skal medvirke til at fastlægge en række holdninger til forskellige emner og derigennem også signalere at dommerklubben er en forening, der tager stilling og tager skridt til at holde “egen sti” ren.

Habilitet
Enhver dommer må aldrig spille på kampe, som man selv har eller kan have indflydelse på. Det være sig fx. kampens resultat, første målscorer, vinder, udvisninger, overtid, etc.

Det gælder for alle former for spil herundner odds, tipskuponer, gæt-resultater.

Det er uetisk, at man spiller om penge på en hændelse, man selv har indflydelse på eller hvordan den udvikler sig. Og det kan påvirke den enkelte dommers præstationer på isen. Selv om man måtte føle, at man er voksen nok til at holde privat spil og præstationerne på isen adskilt, så vil det alligevel ødelægge ikke kun den aktuelle dommers gode ry og omdømme – men også alle dommerkollegernes, hvis når det kommer frem i offentligheden.

Derfor vil det være en tophistorie for pressen, som vil kaste sig over en sådan nyhed. Du vil blive nævnt med navn og bopælskommune, hvilket vil gøre det vanskeligt at genvinde din autoritet – og måske også påvirke dine muligheder for at finde et godt job.

Det er med andre ord fuldstændigt uacceptabelt, uanstændigt, uetisk – lad være!

Påklædning og attitude
En dommer er altid dommer. Både på og udenfor banen. Det er derfor nødvendigt, at man altid klæder sig nobelt og præsentabelt, så man igennem sin påklædning udstråler autoritet også uden for banen.

Og man skal opføre sig som en dommer, altså opføre sig ordentligt. Hvis en spiller, leder, tilskuer eller andre henvender sig til dig, fordi du er dommer, så opfør dig som en dommer.

Tal pænt – uanset, hvordan du selv bliver tiltalt.

Hvis man er under stærk påvirket af alkohol eller andre stoffer, så skal man blive væk fra ishockey. Det vil ødelægge ikke kun din egen autoritet – men også skade dommergruppens image.

Vi forventer, at du som medlem af dommerklubben altid optræder neutralt og velovervejet.

Det gælder selvfølgelig specielt når man skal dømme en kamp – men også, når man optræder som tilskuer eller i andre sammenhænge, hvor der er repræsentanter for klubberne til stede

Udvikling
Det er vigtigt altid at søge nye udfordringer i dommergerningen, bl.a. ved løbende målsætning, uddannelse og træning.

Som god kollega, bør du dele din viden, information og ideer med dine kolleger.

Kig på dig selv og se hvad du kan forbedre, gør derefter det optimale for at forbedre dig selv.
Hold ishockey og forretning adskilt

En hver dommer må aldrig må bruge sin status som dommer – og derved sin autoritet som idrætsleder – til at markedsføre eller handle med produkter, der ikke er relevante for ishockeysporten.

Det kan man gøre privat og uden for ishockeymiljøet – og uden på nogen måde at koble det sammen med dommergerningen

Team Spirit
En vigtig ting er at vi altid taler pænt til hinanden. Man skal udvise respekt for sine meddommere, klubledere, spillere og alle andre, der forventer en ordentlig opførsel af en ishockeydommer. Både på og udenfor banen.

Vi deltager ikke – eller udøver ikke mobning, sexchikane, eller andre former for drillerier, der ikke er accepteret af andre.

Dommerne har i forvejen ikke mange støtter – derfor er det nødvendigt, at alle dommere aktivt deltager i det sociale liv sammen med kolleger, og at man hjælper og støtter hinanden både på og udenfor banen.

En dommertrio er ikke bedre end den dårligste dommer. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden til at blive bedre.

Pædofili
I dansk idræt har det gennem de senere år været meget fokus på pædofili. Dommerklubben tager skarpt afstand til pædofili.

Dommerklubben gør samtidig opmærksom på, at vi ikke er i stand til at efterleve retningslinier fra Danmarks Idræts Forbund. De opfordrer til at der fx i et omklædningsrum er mindst 2 voksne tilstede, når der ligeledes er børn. Ofte er det en “gammel erfaren” dommer, der er med nye dommere i kamp. Derfor opfordres forældrene til at interessere sig for deres børns interesse og evt. gå med i omklædningsrummet i forbindelse med omklædning og pauser, dels for at lære noget om dommergerningen og for at lære barnets andre dommerkolleger at kende, således der opnås et tillidsforhold

Doping
Dommerklubben accepterer ikke nogen form for doping eller anden præstationsfremkaldende midler, som kan måles i forbindelse med en dopingkontrol.

Dommerklubben holder sig løbende orienteret om retningslinierne omkring brug af doping.