16 år og 168 dage. Så gammel var Rasmus Haarkær fra Esbjerg da han fik debut, som den hidtil yngste, linjedommer i den bedste danske ishockey række, Metalligaen.

Den 21. februar 2017 var en ret almindelig tirsdag, ligesom det ofte er for en dreng i skolealderen. Rasmus forberedte sig hjemme på at skulle i hockeyhallen, for at se lokal derbyet imellem Esbjerg Energy og Sønderjyske, sammen med sin far. Klokken 18:06 ringede telefonen. Det er Bo Andersen fra DIU, der vil høre om Rasmus kan komme i Hockey hallen med det samme, for at dømme en kamp klokken 19:00, da der opstået noget uventet. Rasmus må have tænkt at det er lidt mærkeligt, at der også skulle være en breddekamp i Granly Hockey Arena, da Elite holdet, Esbjerg Energy, jo skulle spille mod Sønderjyske i Metalligaen. Men det var ikke en bredde kamp Rasmus skulle være Linjedommer i. Nej, Det VAR Metaligakampen imellem Esbjerg Energy og Sønderjyske han skulle være med til at dømme. Nu var det ikke ”bare” nogle unge drenge der stod ved faceoff pletten. Nej nu var det Carson McMillan, Søren Nielsen, Derek Damon og Ronnie Brobak der stod klar til at kæmpe om pucken.

Foto: Niels Husted

Mon ikke sommerfuglene har været store i maven hos Rasmus. Det tror jeg i hvert fald. Det var i hvert fald noget af en debut. Et af de største lokal derby i dansk ishockey, og så med 2000 tilskuer på lægterne. Kampen ender 1:1 i den ordinære tid, og går derfor i ”overtime”. Så ja, Rasmus fik det hele med.

Det er vildt at tænke, at Rasmus havde sin første kamp for Danmarks Ishockey Union, d. 13-11-2014. Jeg havde ham selv med i denne kamp, og det var tydeligt at Rasmus havde potentiale. Han var upoleret, men potentialet var der helt bestemt. Og så i en alder af blot 14 år. Siden har jeg haft glæden, af at have ham med, i adskillelige kampe, og det har været vildt, at følge med i hvordan Rasmus har udviklet sig. Det er kun gået en vej, og det er op. Fra at være den linjedommer, man havde med, der skulle Coaches lidt at den anden linjedommer, til at være den linjedommer, man har med, der kan løfte den anden linjedommers niveau. Samtidig vinder Rasmus på sin personlighed. Altid villig til at lære, og altid positiv.

Foto: Niels Husted

Sæsonen 2016/2017, må være en sæson der kommer til at stå skarpt i erindringen for Rasmus. Debut I U20 og 1. Division som linjedommer. Udtaget til U17 DM Kvalifikationsspil og U20 DM. Og nu Debut i Metalligaen. Det er helt sikkert en sæson der vil blive snakket om længe i familien Haarkær.

Jeg er i hvert fald sikker på at der tegner sig en lang og god dommer karriere forude for Rasmus. Godt gået.

Rene Vejs Jensen, Linjedommer i Metalligaen, IIHF og på longlist til A VM udtaler om Rasmus:
Rasmus er en meget seriøs ung mand, der hele tiden arbejder seriøst med dommergerningen. Han stræber hele tiden efter at komme op på det næste niveau, og stiller sig først selv tilfreds når han kan det til perfektion. Samtidig er han en ung mand der lytter meget, og hele tiden har begge ben solidt plantet i jorden. Når han får gode tips til forbedring kan man se at han med det samme gør alt for at få det indarbejdet. Samtidig er han en yderst sympatisk ung mand, som man kun kan glædes ved at arbejde sammen med.

 Asger Krog, Supervisor i Metalligaen, Tidligere Hoveddommer i Metalligaen og IIHF udtaler om Rasmus:
Glimrende debut af en ung dommer i ligaregi. Især taget i betragtning af at Rasmus blev ringet op en time før kampstart. Da først de værste debutnerver var lagt på hylden gik han uimponeret og selvsikker til opgaven. En debut som han kan være rigtig stolt af. Men jo også en debut der forpligter, for nu ved vi hvad han kan.